Monsunregn koster hundredvis livet i Pakistan og Indien

Skrevet af admin

08/09/2014

Dagens topnyheder

Omkring 300 mennesker er døde og tusindvis er blevet hjemløse efter fem dages uafbrudt monsunregn i Pakistan og Kashmir-regionen i det nordlige Indien. Næsten 500 landsbyer er oversvømmet og mudderskred som følge af de voldsomme mængder vand får huse til at kollapse.

Redningsmandskab i de ramte områder anvender helikoptere og både i forsøget på at komme frem til de mange tusinde mennesker, der er strandet i vandmasserne.

Alene i Pakistan er flere end 4000 boliger kollapset.

Punjab-provinsen er det hårdest ramte område i Pakistan med over 100 omkomne og 286 landsbyer oversvømmet. 5000 mennesker er siden torsdag bragt i sikkerhed, men under redningsindsatsen er tre soldater forsvundet, siger en embedsmand.

I Kashmir er over 2000 landsbyer påvirket af den kraftige regn. I hovedbyen Srinagar i den indiske del af Kashmir hæmmes redningsarbejdet af mangel på både, og store dele af byen er oversvømmet. Flere steder er vandet fire meter over daglig vande, skriver Al Jazeera.

Oversvømmelserne i Kashmir er de værste i fem årtier og store landbrugsområder er ødelagt, efter at floden Jhelum er gået over sine bredder.

På grund af katastrofens omfang rejste Indiens premierminister, Narendra Modi, søndag til området, hvor han fra en helikopter så nogle af ødelæggelserne.

Lufthavnen i Srinagar er ude af drift og byens hovedvej, der fører ud af en dal, er lukket. Dermed er området kun tilgængeligt med helikopter.

- Jeg vil gerne forsikre alle i staten om, at det her ikke kun er deres krise. Det er en krise for hele landet, siger Modi.

Han siger også, at Indien er parat til at hjælpe folk i den del af Kashmir, der er knyttet til Pakistan, hvis de ønsker det.

Der er angiveligt faldet 668 millimeter regn i Kashmirs Palandri-område de seneste 48 timer, mens hovedstaden Islamabad modtog 316 millimeter regn i samme periode.

Til sammenligning faldt der sidste lørdag mellem 50 og 100 millimeter flere steder i Danmark og op mod 135 millimeter på det ydre Østerbro i København.

Pakistan og Indien rammes hvert år af oversvømmelser under monsunsæsonen, der begynder i juni og varer tre til fire måneder. I 2010 var det særlig slemt, da 1700 omkom under oversvømmelser i Pakistan.

/ritzau/AFP