Montana Møbler taber reol-strid i Højesteret

Skrevet af admin

10/09/2014

Dagens topnyheder

En strid om reoler mellem to konkurrerende møbelfirmaer har nu fået sit endelige punktum efter ni år i det danske retssystem.

Striden mellem de to møbelfirmaer har stået på siden 2005, da Montana lagde sag an mod ABC-Reoler for at have plagieret en reol. Det drejer sig om reolen "Quadrant", der har været på markedet siden 1998.

Højesteret fastslår, at ABC Quadrant "ikke i sit samlede visuelle udtryk kan anses som en meget nærgående efterligning af Montana".

- Der foreligger således ikke en krænkelse efter ophavsretsloven, skriver Højesteret i en pressemeddelelse.

- Endvidere var der ikke grundlag for at fastslå, at der forelå en illoyal markedsfortrængning eller en snyltning på Montana Møblers udviklingsindsats eller reolsystemet Montanas' renommé, skriver Højesteret i en pressemeddelelse.

Hos ABC-Reoler er direktør Søren Iversen glad for, at den aldrende retssag endelig er færdig.

- En retssag over næsten 10 år er en kæmpe belastning for en lille virksomhed som ABC-Reoler. Sagen har kostet mange kræfter og påført os store omkostninger, og vi har mistet omsætning, fordi Montana så længe har prøvet at skabe usikkerhed om Quadrant.

- Derfor er dommen både en befrielse for ABC og en sejr for forbrugernes frie valg, siger fabrikant Søren Iversen, direktør og ejer af ABC-Reoler.

Montana mente, at ABC-reolen er plagieret fra Montana Møblers kassereol og valgte at anke Sø- og Handelsrettens afgørelse 6. marts 2012.

Sø- og Handelsretten lagde vægt på, at samlingen af de to reoler adskiller sig væsentligt fra hinanden. Alligevel kom turen i Højesteret ikke bag på ABC-Reolers direktør.

- At Montana anker afgørelsen, kommer dog ikke som en overraskelse for os, idet Montana i forløbet ikke har vist nogen interesse i at få sagen afsluttet, sagde direktør i ABC-Reoler, Søren Iversen, efter at Montana havde anket afgørelsen i Sø- og Handelsretten.

/ritzau/