Morten Storm i ny bog: PET-agenter købte prostituerede

Skrevet af admin

04/07/2014

Dagens topnyheder

Titusindvis af skattekroner, der skulle gå til at forhindre terror mod Danmark, blev i stedet brugt på escortpiger, dyre middage og champagne, når PET var på tur.

Sådan lyder påstanden fra den tidligere PET-agent Morten Storm i ny bog om hans tid som agent, som udkommer fredag. Bogen hedder "Morten Storm - my life inside al-Qaeda" og er skrevet af to journalister fra CNN, skriver metroxpress.

Ifølge bogen skulle PET's agenter angiveligt have brugt skattekroner på stripklubber og bordeller i Bangkok, Barcelona og Lissabon, hvor Morten Storm skriver følgende om en tur i februar 2012:

- Vi besøgte nogle af Lissabons mest eksklusive barer og gentlemen-klubber. Champagnen flød, og regningen til de danske skatteydere blev på cirka 8000 dollar (43.700 kroner, red.), fremgår det af bogen, hvor Storm også skriver:

- De danske agenter fandt ''ledsagere'' til aftenen. Selv Tommy Chef endte op med en østeuropæiske kvinde. De lå vinklede ind i hinanden på sofaen, da jeg tog tilbage til hotellet.

I et interview med metroxpress bekræfter Morten Storm sine ture på natklubber og bordeller med PET-agenter.

Ud over de natlige eskapader går bogen i detaljer med Morten Storms forbindelser med den britiske efterretningstjeneste og drabet på al-Qaeda-terroristen al-Awlaki, som Morten Storm hævder at have ledt CIA og PET på sporet af.

PET's kommunikationsafdeling meddeler, at PET hverken vil be- eller afkræfte, at de kender Morten Storm, og har derfor ingen kommentarer til sagen.

Tidligere operativ chef hos PET Hans Jørgen Bonnichsen afviser, at PET ville bruge skattepenge på prostituerede.

- Morten Storm kan jo fyre alle de påstande, han vil, af - PET vil aldrig svare. Men det hører ikke med i ydelserne hos PET, at man leverer prostituerede til agenter. Det handler jo om at have totalt kontrol med en agent, og man ville aldrig risikere at miste kontrollen ved at gøre sådan, siger han til metroxpress.

/ritzau/