Rocker, motorcykelentusiast eller bare glad for læderjakker?
Definitionen på en "rocker" er svær at gennemskue, og det skaber debat i motorcykelmiljøet.
Faktisk findes der ren juridisk ikke en definition af ordet "rocker", viser et svar fra Justitsministeriet, som Ritzau er kommet i besiddelse af.
Onsdag faldt der afgørelse i en sag i Vestre Landsret, hvor anklagemyndigheden ønskede at fjerne autorisationerne fra to dørmænd, fordi de er medlemmer af - ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi - rockergrupperingen No Name Mc Mainland.
De to mænd fik medhold og får derfor lov til at fortsætte deres job som dørmænd på en beværtning i Esbjerg.
- Den her sag har været et stort indgreb for de to mænd. Havde myndighederne vundet sagen, ville det have dannet præcedens for fremtidige sager, siger Jan Thømming, formand for No Name Sin City, der er en af underafdelingerne i hovedklubben No Name Mc Denmark, til Ritzau.
- Det ville være endnu en begrænsning for motorcykelmiljøet.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi har klubben kontakt og forbindelser til Hells Angels og Bandidos.
Spørgsmål: Hvorfor undrer du dig over, at politiet kigger nærmere på dig og dine medlemmer, når I socialiserer med Hells Angels og Bandidos?
- Jeg har svært ved at se, hvorfor politiet bruger alle de ressourcer. Det er jo ikke kriminelt at være venner med folk, der måske er kriminelle.
Spørgsmål: Så du forstår ikke, hvorfor de har jer i kikkerten, når I fester eller kører på motorcykel med Hells Angels eller Bandidos?
- Nej.
Spørgsmål: Hvordan definerer du selv en rocker?
- Det vil jeg holde for mig selv.
Spørgsmål: Hvorfor?
- Det er urelevant, og jeg vil ikke dømme andre mennesker.
Jan Thømming fortæller, at No Name Mc Mainland er en af landets ældste og største motorcykelklubber med omkring 100 medlemmer.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Rigspolitiet, der overvåger rockermiljøet, om, hvordan de i overvågningen definerer, hvad en rocker er.
/ritzau/