Motorvejsudvidelse ved Vejle indvies to år før tid

Skrevet af Elo Christoffersen

31/10/2013

Mest læste i dag

Udvidelsen af motorvej E45 ved Vejle bliver taget i brug to år før end planlagt.

Mandag den 18. november indvier Vejdirektoratet og Vejle Kommune i fællesskab henholdsvis udvidelsen af E45, Østjyske Motorvej, mellem Vejle C og Motorvejskryds Skærup, nyt tilslutningsanlæg Vejle S og forlængelsen af Grønlandsvej.

Indvielsen bliver foretaget af direktør i Vejdirektoratet Per Jacobsen og Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard. Egentligt skulle de ekstra spor på motorvejen først stå klar i 2015, men med åbningen den 18. november i år skærer Vejdirektoratet hele to år af den oprindelige tidsplan.

E45 omkring Vejle er med gennemsnitligt 70.000 biler hver dag den travleste vejstrækning i Jylland. Strækningen er central for afvikling af trafikken i Jylland, fordi både den nordgående trafik fra de tre motorveje fra Odense, Kolding og Esbjerg samt den sydgående trafik fra Herning og Aarhus skal passere her.

Udvidelsen af motorvejen fra fire til seks spor giver således strækningen et tiltrængt kapacitetsløft.