Myndigheder aflyser jul og nytår i Sierra Leona

Skrevet af admin

12/12/2014

Dagens topnyheder

Sierra Leone har forbudt alle almindelige festligheder i forbindelse med julen, fordi ebola fortsat bliver spredt i landet.

- Der vil blive udstationeret soldater i gaderne i juledagene for at tvinge folk, der vil ud og fejre julen, til at gå hjem igen, siger regeringens særlige enhed for ebola-bekæmpelse.

Verdenssundhedsorganisationen WHO siger, at Sierra Leone er det land, som er hårdest ramt af epidemien.

Palo Conteh, som leder indsatsen mod ebola, siger, at "der hverken bliver fejret jul eller holdt nytår i år."

Islam er den dominerende religion i Sierra Leone, men over en fjerdedel er kristne. For dem er offentlige forsamlinger og underholdning en tradition i julen.

De nuværende regler forbyder barer og natklubber at holde åben, men der er ikke nedlagt generelle forbud mod at gå ud.

Sierra Leone har allerede indført karantæne-agtige tiltag for omkring halvdelen af landets seks millioner store befolkning, og mange distrikter er afsondret fra omverdenen. Regeringen lukkede onsdag et distrikt med diamantminer for to uger, efter at der var blevet konstateret otte nye tilfælde af ebola på en enkelt dag.

WHO's nationale Ebola koordinator, Olu Olushayo, siger, at mange læger og sygeplejersker er ved være kørt fuldstændigt ned.

I de seneste tre uger er der blevet konstateret 1319 nye sygdomstilfælde i Sierra Leone. Mindst 6533 personer er ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, døde af virusset i Sierra Leone, Liberia og Guinea, som er de tre lande, der har været hårdest ramt af udbruddet.

Der var den 7. december mindst 17.942 tilfælde af sygdommen i otte tropiske lande.

/ritzau/AFP