Napoli dukker Juventus i italiensk storkamp

Skrevet af admin

27/09/2015

Dagens topnyheder

Champions League-finalisten Juventus har fået en noget skuffende start på sæsonen i den hjemlige liga, og der var ingen resultatmæssig fremgang at spore, da storklubben lørdag aften var på besøg i Napoli.

Napolitanerne, der heller ikke er kommet imponerende ud af starthullerne, vandt storkampen med 2-1, og dermed har Juventus blot vundet én af de første seks kampe i Serie A.

Lorenzo Insigne bragte syditalienerne foran midtvejs i første halvleg, da han kombinerede med Gonzalo Higuain i straffesparksfeltet og udplacerede Gianluigi Buffon.

Efter en times spil øgede Higuain selv til 2-0, og da så kampen ud til at have fundet sin afgørelse.

Juventus' lejesvend Mario Lemina tændte dog kort efter et nyt håb for gæsterne, der havde en halv time til at score endnu et mål, som ville sikre et point på en svær udebane.

Men Napoli holdt stand og rykker med sejren op på tiendepladsen med ni point for seks kampe. Juventus bliver foreløbig stående på fem point.

/ritzau/