Narko-chauffør får fem års fængsel i hvide bude-sag

Skrevet af admin

05/08/2014

Dagens topnyheder

En rolle som provisionslønnet narkosælger uden kendskab og adgang til lager koster en 38-årig mand fem års fængsel i den såkaldte sag om hvide bude i København.

Den 38-årige mand tilstod tirsdag i Københavns Byret, at han havde solgt lidt over et kilo kokain og omkring hundrede gram ecstasy. Ifølge hans egen forklaring havde han dog kun en mindre rolle, og en 28-årig medtiltalt var angiveligt bagmanden.

Den forklaring virkede troværdig ifølge anklager Kristoffer Petersen fra Københavns Politi. Derfor fortsatte sagen som en tilståelsessag, hvor den 28-årige mand, som i øvrigt er flygtet og på fri fod, skulle være hovedmanden for narkosalget ifølge politiet.

- Det er en forklaring, som må anses at være troværdig. Han har ikke haft noget med lagerbeholdning og påfyldning af poser at gøre. Han har så at sige været en menig medarbejder, sagde anklager Kristoffer Petersen i retten.

Anklageren valgte at frafalde tiltale mod den 38-årige for besiddelse af knap to kilo kokain i en bil. Alligevel krævede anklager Kristoffer Petersen den 38-årige idømt fem års fængsel, hvilket dommeren var enig i.

- Straffen kunne være fem og et halvt år, måske op til seks, men fordi du har medvirket til opklaringen og har tilstået, så mener vi, at der er grundlag for en rabat, sagde dommer Kim Gabriel.

Den 38-årige mand var sammen med en 28-årig mand tiltalt for i løbet af to måneder fra 15. oktober til 18. december sidste år at levere i alt godt et kilo kokain og knap 100 gram ecstasy til kunder i blandt andet København.

Ifølge anklageskriftet fungerede de to mænd som såkaldte "hvide bude", der bragte kokain og ecstasy ud til kunder, der bestilte stofferne via sms på telefonnummeret 22910102.

Som en ekstra bonus fandt politiet ved anholdelsen et kundekartotek med 200 kunder, som ifølge politiet talte både journalister, advokater og generelt personer i højt placerede stillinger.

Flere kokainkunder meldte sig selv til politiet, da de har brugt firmatelefonen til at bestille narko og derfor frygter, at chefen får besked om ulovlighederne.

I alt har politiet udskrevet bøder til kunder på en lille million kroner. Flere end halvdelen har frivilligt valgt at betale bøden, mens resten skal en tur i retten.

/ritzau/