Nationalbankdirektør opfordrer til boligskattereform

Skrevet af admin

16/09/2015

Dagens topnyheder

Hvis dansk økonomi skal stabiliseres, kræver det en omlægning af den måde, som boligbeskatningen er indrettet.

Det siger nationalbankdirektør Lars Rohde i forbindelse med offentliggørelsen af Nationalbankens kvartalsoversigt for tredje kvartal.

Han konstaterer, at ejendomsbeskatningen ikke har virket stabiliserende for boligpriserne på grund af skattestoppet på ejendomsværdiskatten.

I København, hvor priserne er steget kraftigt, er skattens andel af boligprisen faldet, mens den i Vest- og Sydsjælland udgør stigende andel af ejendomsværdierne.

- Det er ikke særligt hensigtsmæssigt ud fra et generelt økonomisk synspunkt, at skatten stiger, når priserne falder, eller at skatten falder, når priserne stiger.

- Vores anbefaling er, at man hurtigst muligt ændrer beskatningen, så den falder, når værdierne falder, og omvendt, når priserne stiger.

- Det vil fremme stabiliteten på boligmarkedet og økonomien som helhed, siger Lars Rohde.

Han understreger i den forbindelse, at Nationalbanken ikke har nogen holdning til, hvor højt eller lavt det samlede boligskattetryk skal være. Det er en politisk prioritering.

Venstre og Socialdemokratiet gav imidlertid under valgkampen udtryk for, at de begge var enige om at frede boligskatterne frem til 2025.

Nationalbanken nævner i kvartalsoversigten også andre indgreb, som kan stabilisere boligmarkedet.

Det kunne være af begrænse adgangen til afdragsfrie lån, eller at man krævede en endnu højere udbetaling end de fem procent, der fra 1. november er minimumkravet.

Endelig har man i andre lande indført grænser for, hvor mange gange sin årsindkomst man må låne til køb af ejendom.

/ritzau/