Nationalbanken holder på renten for at styrke kronen

Nationalbanken holder ikke Den Europæiske Centralbank, ECB, ved selskab, når det gælder en nedsættelse af renten i juni. Normalt følger Nationalbanken ECB i tykt og tyndt som følge af fastkurspolitikken. Men ikke denne gang, og det var ventet af flere økonomer.

- Baggrunden er, at kronekursen i en længere periode har været relativt svag overfor euroen. Nationalbanken kan derfor godt acceptere, at de nu lidt højere danske renter i forhold til eurozonens renter sandsynligvis vil styrke kronen, siger Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank.

- Desuden har Nationalbanken formentlig gerne villet undgå en zigzagkurs på renten. Nationalbanken hævede indlånsrenten i april. Så ville det være et skidt signal nu at sætte renten ned igen, så indlånsrenten igen bliver negativ, mener cheføkonomen.

Heller ikke Nykredits chefanalytiker Tore Stramer er overrasket over, at Nationalbanken har valgt ikke at følge ECB's rentenedsættelse.

- Nationalbanken har taget imod gårsdagens rentenedsættelse fra ECB med kyshånd, da det har styrket kronen, der ellers længe har været handlet på et svagt niveau, der ikke huer Nationalbanken, siger han og tilføjer:

- Det betyder også, at Nationalbanken nu i ro og mag kan gå på lang sommerferie.

Tore Stramer forventer ikke, at der sker noget fra Nationalbankens hånd på rentefronten før omkring årsskiftet, mens ECB ventes at holde de ledende renter uændret til i hvert fald udgangen af 2016.

- Det kræver dog, at bedringen i de økonomiske nøgletal fortsætter og bliver omsat i stigende risikovillighed hos såvel danske som internationale investorer. Nationalbanken vil dog tage små varsomme skridt, siger han i en kommentar.

En lav rente er umiddelbart godt for det danske boligmarked, som stadig er lidt mat i knæhaserne visse steder i landet. En lav rente gør det nemlig billigere at finansiere et hus, som igen stimulerer handelsaktiviteten, påpeger Nordeas boligøkonom Lise Nytoft Bergmann.

/ritzau/

 

Dagens Gossip