Nato-general er bekymret for Ruslands styrke

Skrevet af admin

23/03/2014

Dagens topnyheder

Rusland har en så stor styrke ved Ukraines østlige grænse, at Natos øverste militære leder i Europa er bekymret for, at den kan udgøre en trussel mod Moldovas separatistiske region, Transdjenestrien.

- De russiske styrker, der nu står opmarcheret ved grænsen til Ukraine mod øst er meget, meget omfattende og meget, meget parat, siger Natos øverste allierede militærleder i Europa, general for det amerikanske luftforsvar, Philip Breedlove.

Han siger, at Nato er meget bekymret over truslen mod Transdnjestrien.

- Der er absolut tilstrækkelig med russisk militærmagt opstillet langs Ukraines østlige grænse til at fortsætte til Transdnjestrien, hvis man beslutter det, og det er meget bekymrende, siger generalen på et arrangement i den tyske Marshall-fonds tænketank.

- Rusland handler mere som en modstander end som en partner, tilføjer han.

Ruslands forsvarsminister overholder alle internationale aftaler om begrænsning af styrker i de regioner, der grænser op til Ukraine, siger den russiske viceforsvarsminister Anatolij Antonov, til journalister søndag ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

Udtalelsen er en kommentar til en række udenlandske mediers beskrivelse af, hvordan tusindvis af russiske soldater er opmarcheret ved den russisk-ukrainske grænse.

Som et følge af udenlandske missioners inspektioner i Rusland, heriblandt regioner med grænse til Ukraine, nåede de udenlandske inspektører til den konklusion, at "væbnede russiske styrker ikke udfører nogen form for militær aktivitet, som vil true nabolandenes sikkerhed", noterer Antonov sig.

Samtidig oplyser det russiske forsvarsministerium, at det russiske flag nu vajer over 189 ukrainske militæranlæg på Krim-halvøen.

- Ruslands flag er blevet hejst ved 189 af det ukrainske forsvars militære enheder og institutioner i republikken Krim, hedder det i en erklæring fra ministeriet søndag ifølge det russiske nyhedsbureau Ria-Novosti.

/ritzau/Reuters