Nato: Rusland opruster langs grænsen til Ukraine

Rusland har placeret 20.000 tropper nær den russisk-ukrainske grænse, skriver Nato onsdag i en pressemeddelelse. Oprustningen vækker bekymring for en intervention i den igangværende konflikt i Ukraine.

- Vi har ikke tænkt os at prøve at gætte Ruslands intentioner, men vi kan se, hvad Rusland gør - og det vækker stor bekymring, sagde Nato-talskvinde Oana Lungescu i meddelelsen.

Nato frygter, at Rusland under dække af en humanitær intervention vil starte en militær operation i Østukraine. Også den polske premierminister, Donald Tusk, udtrykte onsdag bekymring over oprustningen.

- Vi har modtaget information de seneste timer, der giver os grund til at tro, at risikoen for en direkte intervention (af russisk militær i Ukraine) er højere, end den var for nogle dage siden, siger han til Reuters.

Oprustningen kommer efter en nat, hvor den ukrainske hær for første gang udførte luftangreb mod byen Donetsk, der er i rebellernes hænder. Ifølge byrådet blev ingen civile ofre for luftangrebene.

Til gengæld advarer FN om masseudvandring og store ødelæggelser, hvis konflikten fortsætter. Allerede nu vurderes 285.000 at være på flugt i Østukraine. Heraf er 168.000 flygtet til Rusland.

I en anden større by under rebellernes kontrol, Lugansk, er man stadig under bombardement og uden vand, strøm og benzin ifølge lokale myndigheder til AFP. Fødevarebeholdningen er også lav.

En talsmand for de ukrainske regeringstroppers operationer i de østlige dele af landet fortæller onsdag til det franske nyhedsbureau AFP, at man nærmer sig en "befrielse" af de tre byer Donetsk, Lugansk og Gorlivka.

Det sidste døgn har 18 ukrainske soldater mistet livet, mens 54 er blevet såret i kampe forskellige steder i regionen.

/ritzau/Reuters

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

 

 

Dagens Gossip