NBA-klub nærmer sig historiens værste sæsonstart

Skrevet af admin

27/11/2014

Mest læste i dag

En helt igennem forfærdelig sæsonstart. Det er ikke for store ord at bruge, når indledningen på NBA-sæsonen skal beskrives for basketballklubben Philadelphia 76ers.

Da holdet onsdag tabte 91-99 til Brooklyn Nets, var det Philadelphia 76ers' 15. nederlag ud af lige så mange mulige i sæsonen.

Dermed tangerede klubben sin egen værste sæsonstart, der er 42 år gammel. Men det kan snart blive værre endnu.

Med yderligere fire nederlag i træk tager klubben rekorden for NBA-historiens værste sæsonstart.

Og det kan blive svært at undgå. Ingen af de konkurrerende klubber har nemlig lyst til at blive den første, der taber til Philadelphia 76ers.

Den tankegang pointerede Brooklyn Nets' guard Deron Williams i forbindelse med onsdagens kamp.

- De kommer til at vinde på et tidspunkt, men det skal ikke være mod os.

Nets kan dog også have en særlig interesse i, at 76ers' elendige stime fortsætter lidt endnu. I sæsonen 2009/10 tog Nets, som dengang fortsat hørte hjemme i New Jersey, rekorden for flest indledende nederlag med 18 af slagsen på stribe.

5. december kan 76ers nappe rekorden med sit potentielt 19. nederlag i sæsonen.

Men spillerne håber at kunne undgå den, selv om den rette indstilling stadig ikke har skaffet en eneste sejr i sæsonen.

- Vi kæmpede godt. Det er det bedste, vi kan gøre, sagde Philadelphia 76ers-spilleren K.D. McDaniels efter onsdagens nederlag.

Lørdag venter den næste opgave i skikkelse af Dallas Mavericks, der har indledt sæsonen med 11 sejre i 16 kampe.

/ritzau/