NHL-invasion koster fire mand pladsen på VM-holdet

Skrevet af admin

04/05/2014

Dagens topnyheder

Med VM-tilsagn fra både Philip Larsen og Oliver Lauridsen var der gode nyheder til danske ishockeyfans, der dermed kan se frem til opleve fem NHL-spillere på det danske hold ved verdensmesterskaberne, der starter i næste weekend.

Men for fire spillere på det danske landshold blev det en kedelig lørdag.

Backerne Anders Overmark, Jannick Christensen og Rasmus Nielsen og forwarden Lasse Lassen blev alle siet fra, da landstræner Janne Karlsson udtog sin endelig VM-trup, der onsdag rejser til A-VM i Hviderusland.

De fire har ellers været med i træningslejren længe, men på målstregen må de altså vige pladsen for NHL-spillerne, der får til opgave at hæve det danske niveau i Minsk.

- Det er det værste som cheftræner, når man skal sortere gode spillere fra. Jeg sagde til dem, at jeg forventede, at de var sure og forbandede, men at de skulle bruge det til at give energi til den kommende sæson, siger Janne Karlsson.

- Men jeg er overbevist om, at de kommer til at blive en del af landsholdet fremover. Der kommer mange flere turneringer efter denne.

Beskeden til de slukørede spillere blev givet i timerne efter VM-holdets sidste testkamp, der i VM-byen Minsk blev tabt med 2-5 til værtsnationen.

Danskerne leverede en noget sjusket indsats, hvor målmanden Simon Nielsen fik alt for meget at se til i buret.

- Det var vel egentlig en typisk generalprøve. Til tider følte jeg ikke, spillernes tanker var i nuet, de var på VM om en uge.

- Vores anden periode var vel den dårligste, vi har spillet i de seks uger, vi har haft træningslejr, lød kritikken fra Janne Karlsson.

Danmark åbner VM på lørdag med et møde med de forsvarende verdensmestre, Sverige.

/ritzau/