Nibali nedtoner tidstab til Contador: Det betyder intet

Skrevet af admin

12/07/2014

Dagens topnyheder

De tre sekunder, som Alberto Contador halede ind på manden i Tourens gule førertrøje Vincenzo Nibali, betyder ingenting.

Det var beskeden fra italieneren, efter 8. etape til Gerardmer La Mauselaine, hvor rytterne for første gang var i duel på en mindre bjergafslutning.

- Da Alberto Contador angreb, kunne jeg følge ham alene. Det er rigtigt, at han vandt nogle sekunder, men jeg anser det ikke som vigtigt for denne Tour, for der er stadig to uger endnu, siger Nibali.

- Det er ikke så vigtigt med de tre sekunder. Denne afslutning passer ikke mig så godt. Jeg bryder mig ikke om så stejle stigninger.

Mens Contadors russiske Tinkoff-Saxo lancerede angrebet med tre hjælpere, sad Nibali meget alene, da hans nærmeste hjælper Jakob Fuglsang var sat på grund af dårlig mave.

- Jeg følte ikke, at mit hold lod mig i stikken.

- Mit hold arbejdede rigtig godt på denne etape, og Michele Scarponi var ved min side på sidste stigning. Det er rigtigt, at Fuglsang blev sat, men han har gjort et fantastisk arbejde for mig de seneste dage. Men Scarponi var der, så jeg var aldrig i problemer, siger Nibali.

Den førende italiener bed blandt andre mærke i, at Richie Porte og Alejandro Valverde sad godt med i finalen.

De kommende to dage venter endnu et par hårde etape med stigninger.

/ritzau/