Nicki Pedersen ender som to'er i første grandprix

Skrevet af admin

05/04/2014

Dagens topnyheder

Tyske Martin Smolinski vandt New Zealand Grand Prix - årets første grandprix i VM-serien i speedway, som lørdag fandt sted i Auckland.

Danske Nicki Pedersen blev nummer to, men til gengæld fører danskeren VM-stillingen med 19 point efter det første grandprix.

De tre danske deltagere - som ud over Nicki Pedersen er Niels-Kristian Iversen og Kenneth Bjerre - endte alle i top ti i lørdagens grandprix.

Nicki Pedersen kæmpede i finalen mod Krzysztof Kasprzak fra Polen, Fredrik Lindgren fra Sverige og Martin Smolinski fra Tyskland og måtte efter et meget tæt løb altså nøjes med en andenplads.

Nicki Pedersen havde maksimum point efter sine fem indledende heats.

Første andenplads til danskeren kom i semifinalen, hvor svenskeren Frederik Lindgren tog førstepladsen, og Nicki Pedersen lige akkurat fik sikret sig en plads i finalen foran Chris Holder fra Australien.

Kenneth Bjerre fik en fjerdeplads i sin semifinale, hvilket gav ham en samlet femteplads i grandprixet. Han er samlet nummer seks i VM-stillingen med 11 point.

Den tredje dansker Niels-Kristian Iversen endte som en samlet nummer 12 i New Zealand Grand Prix med seks point, men ligger nummer 10 i VM-stillingen.

Nicki Pedersen har tre gange i karrieren vundet det individuelle VM, men i 2013 sluttede han på en skuffende femteplads i den samlede VM-stilling.

Bedste dansker i 2013 var Niels-Kristian Iversen, der sluttede på en tredjeplads, mens Kenneth Bjerre lørdag fik comeback i serien efter ikke at have været med i 2013. Han sluttede som nummer 16 i 2012.

Den forsvarende verdensmester - Tai Woffinden fra Storbritannien - nåede ikke finalen i lørdagens grandprix. Han endte på en ottendeplads og tager syv point med sig i kampen om årets verdensmesterskab.

/ritzau/