Nicki Sørensen fortsætter hos Riis

Skrevet af admin

17/12/2013

Mest læste i dag

Bjarne Riis maner spekulationerne om et brud mellem den danske cykelrytter Nicki Sørensen og Team Saxo-Tinkoff til jorden.

Den danske teammanager har tirsdag forlænget kontrakterne med Nicki Sørensen og hollandske Karsten Kroon, så de også kører for holdet i den kommende sæson.

- Man kan dårligt undervurdere værdien af at have ryttere som Nicki og Karsten, fordi de tilfører holdet en masse stabilitet og ro, og fordi de ganske enkelt er nogle fantastiske gutter at arbejde sammen med, siger Bjarne Riis i en pressemeddelelse.

Riis fremhæver Nicki Sørensens rolle som bindeled mellem rytterne og ledelsen som en vigtig årsag til kontraktforlængelsen.

- Som rytter er Nicki måske ved at være oppe i årene, men han er altså stadig bomstærk og motiveret.

- Han er ikke bange for at tage et stort ansvar både i løb og til træning, og han er en af de ryttere, der er den sportslige ledelses forlængede arm i feltet. Og så kan Nicki med sin store rutine køre alle løb i kalenderen.

38-årige Nicki Sørensen, firdobbelt dansk mester og vinder af en etape i Tour de France, ser frem til at indlede sin 14. sæson i træk for holdet og føler stadig, at han har flere sejre i sig.

- Jeg har en uformindsket passion for at køre cykelløb, og jeg kunne ikke forestille mig at køre andre steder, så jeg er glad for at kunne fortsætte endnu et år, min 14. sæson for holdet, siger Nicki Sørensen i pressemeddelelsen.

Cykelrytteren har i løbet af det forgangne år tiltrukket sig et negativt fokus, efter at den tidligere toprytter Michael Rasmussen i sin bog anklager Nicki Sørensen for at have benyttet sig af doping.

/ritzau/