Nielsen scorer igen i NHL

Skrevet af admin

06/04/2014

Dagens topnyheder

Den danske ishockeyspiller Frans Nielsen ser ud til at fortsætte sin stærke form i NHL i denne sæson. Natten til søndag sørgede han med sin sæsonscoring nummer 24 for en føring på 3-1 til New York Islanders mod Washington.

Desværre for Islanders blev det alligevel til et nederlag på 3-4 efter overtid og straffeslag hjemme på Long Island.

Frans Nielsen misbrugte det første straffeslag for hjemmeholdet.

Det har stået klart siden sidste weekend, at New York Islanders ikke når slutspillet i denne sæson. Dermed er der håb om, at Danmarks landshold får en formstærk Frans Nielsen med til VM i Hviderusland i næste måned.

Lars Eller og Montreal har derimod allerede kvalificeret sig til slutspillet. Efter en lang pointmæssig tørke, har Lars Eller igen fået gang i produktionen. Lørdag leverede danskeren to målgivende pasninger i sejren på 5-3 over Detroit.

Lars Eller medvirkede ved scoringen til 3-0 i første periode og 4-3 i tredje.

Med en sejr på 2-1 over Los Angeles Kings holdt Vancouver med både Jannik Hansen og Nicklas Jensen liv i håbet om en plads i slutspillet. Ingen af de to danskere kom på pointtavlen.

Til gengæld betød nattens kampe, at Mikkel Bødker og Phoenix røg udenfor slutspillet, da Dallas vandt ude med 5-2 over Tampa Bay. Phoenix er et point efter Dallas på den sidste plads i slutspillet, men mangler kun fire kampe - Dallas mangler fem.

Frederik Andersen og Anaheim har også forlængst sikret sin plads i slutspillet. Desværre må holdet dog undvære sin succesrige danske målmand i søndagens kamp mod Edmonton. Han udgik forleden med hovedpine efter, at være blevet ramt af en puck.

Ifølge lokale medier melder klubbens træner Bruce Boudreau, at danskeren "har det lidt bedre", men er ikke rejst med holdet til udekampene mod Edmonton og Vancouver søndag og mandag.

/ritzau/