Nigeria afbryder samarbejde med USA om soldatertræning

Skrevet af admin

01/12/2014

Mest læste i dag

Nigeria har afbrudt et samarbejde med USA, som siden foråret har stået for at træne og ruste nigerianske soldater til kampen mod den militante islamistiske gruppe Boko Haram, som næsten dagligt udfører blodige angreb i landet.

- På anmodning fra den nigerianske regering vil USA stoppe træningen af en nigeriansk bataljon, oplyser den amerikanske ambassade i hovedstaden Abuja.

Amerikanerne har i april og august kørt træningssessioner, og en tredje var planlagt med det formål at "udvikle bataljonen til en enhed af højt trænede landtropper."

Nigerias regering har ikke uddybet beslutningen efter reaktionen fra USA, som var en blandt flere lande, der tilbød at hjælpe med at opspore de flere end 200 skolepiger, som Boko Haram tidligere på året bortførte.

I november sagde den nigerianske ambassadør i USA, at Nigeria er utilfreds med både omfanget og indholdet af støtten fra USA.

Ambassadøren har beklaget, at USA ikke har leveret de våben - deriblandt kamphelikoptere - som ifølge regeringen er nødvendige for at slå de militante ned.

De udtalelser udløste en tvær reaktion fra det amerikanske udenrigsministerium, som blandt andet nævnte træningen af soldater og det nigerianske militærs utilstrækkelige overholdelse af menneskerettigheder.

I sidste uge blev flere end 120 mennesker dræbt ved et angreb på en moské i det nordlige Nigeria. Boko Haram er mistænkt for at stå bag.

/ritzau/AFP