Nøgen mand falder gennem taget til et dametoilet i lufthavn

Skrevet af Kirstine Petersen

24/11/2014

Dagens topnyheder

En rejsende kvinde i Boston lufthavn i USA fik sig noget af et chok, da hun skulle forrette sin nødtørft. Kort før middag bragede en nøgen mand gennem tagpappen og ned til den chokerede kvinde. Det skriver bild.de.

Manden løb, såret efter faldet, derefter ud fra toilettet og greb fat i en 84-årig mand, som han i kampens hede bed i øret og forsøgte at kvæle med mandens egen stok.

Undersøgelser viste senere, at gerningsmanden, Cameron Schenk på 26 år, havde gemt sig på dametoilettet kort før et sikkerhedstjek. Han tog her sit tøj af og forsøgte af uvisse årsager at flygte ved at klatre væk oven på loftspladerne. De tynde plader holdt dog ikke til hans vægt, oplyser det lokale politi.

Cameron Schenk endte i øvrigt med at angribe de politibetjente, der forsøgte at anholde ham, og han er derfor nu sigtet for både drabsforsøg, vold, vold mod tjenestemand og for at blotte sig.