Norge overvejer at bombardere skrøbeligt fjeld med vand

Skrevet af admin

30/10/2014

Dagens topnyheder

Myndighederne i det nordvestlige Norge er utålmodige.

Ligesom mange andre nordmænd venter de i spænding på, at mange tusind kilo sten vil styrte ned ad fjeldet Mannen efter dage med store mængder regn.

Beboere i området er evakueret, og geologer overvåger stedet i døgndrift.

Men det store skred har indtil videre ladet vente på sig.

Derfor har Rauma Kommune nu bedt Norges vassdrags- og energidirektorat (NVE) om at vurdere, om det er muligt at udløse skredet ved at tilføre yderligere vand, så stenene giver efter.

- Vi vil nu se på det og hente viden fra forskellige fagmiljøer for at vurdere, om det kan være et egnet tiltag, siger kommunikationsdirektør Kjetil Hillestad i NVE.

En vurdering af sagen vil ligge klar i næste uge.

De seneste dage har været nervepirrende for indbyggerne i Rauma.

Kraftig nedbør har udløst store bevægelser i fjeldet, og eksperterne har varslet et skred på op til 120.000 kubikmeter sten.

Men siden tirsdag har bevægelserne aftaget betydeligt.

Ikke desto mindre kan det ikke komme på tale, at en mindre gruppe mennesker, der bor ved fjeldet, kan vende hjem.

Torsdag fik de dog kortvarigt lov til at vende hjem for at hente personlige ejendele.

Onsdag begyndte sneen at lægge sig på det 1294 meter høje fjeld, hvilket har besværliggjort målingsarbejdet for geologerne. Torsdag var der ophold i nedbøren, så det igen var muligt at måle bevægelser i stenmasserne.

- Vi har stadig en bevægelse på 1,5 centimeter i døgnet, siger den fremtrædende norske geolog Lars Harald Blikra.

Det er imidlertid noget helt andet end tirsdag, hvor der blev målt bevægelser på op mod 7-8 centimeter i døgnet.

- Ny nedbør vil kunne sætte yderligere skub i stenene, fastslår Blikra.

/ritzau/NTB