Det var den tidligere statsministers håndtering af terrorangrebet i Oslo og på Utøya, der blev omdrejningspunktet for hyldesten, da det norske Arbeiderparti lørdag tog afsked med Jens Stoltenberg.
- Du stod oprejst, da det virkelig gjaldt. Du stod forrest i krisehåndteringen, og ledede en hel nation gennem den bundløse sorg, vi oplevede 22. juli, sagde næstformand Helge Pedersen, som holdt partiets tale på det ekstraordinære landsmøde i Folkets Hus i Oslo.
Jens Stoltenberg går af som formand for Arbeiderpartiet for at afløse Anders Fogh Rasmussen som generalsekretær i Nato.
Efter terrorangrebet, som i 2011 kostede 77 mennesker livet, fik den daværende statsminister stor ros for sin måde at håndtere tragedien på. I sine taler opfordrede Jens Stoltenberg nordmændene til at stå fast på deres værdier og til at svare på volden med mere åbenhed og mere demokrati.
- Du hjalp os med at sætte ord på det, vi følte. Du trøstede dem, som var blevet ramt, og et helt folk i chok og fortvivlelse. Vi er dig evigt taknemmelige, Jens, for at du var der, da vi havde mest brug for dig, sagde Helge Pedersen.
Også Jens Stoltenberg selv kom i sin sidste tale som partiformand ind på de forfærdelige begivenheder, som fandt sted for snart tre år siden.
- Vi kan ikke få dem tilbage. Men vi kan mindes. Vi kan huske. Vi skal hædre dem, sagde han og fortalte om, hvordan han havde mødt ofre og pårørende, der i maj i år var samlet ved Svaldbard.
- Vi skal tage savnet og sorgen med os, men også glæden og livskraften. De kolde, smukke dage på Svaldbard gav os også håb og tro. Håb om at vi aldrig skal lade os kue, sagde han og erkendte, at det er svært for ham at sige farvel til Arbeiderpartiet.
Tidligere sundheds- og udenrigsminister Jonas Gahr Støre er nu ny partileder efter Jens Stoltenberg. Sidste år mistede Arbeiderpartiet magten til det borgerlige parti Høyre, hvorefter Erna Solberg blev statsminister.
/ritzau/NTB