Norsk skakgeni revolutionerer sporten

Skrevet af admin

22/11/2013

Dagens topnyheder

Magnus Carlsen har i snart tre år toppet verdensranglisten i skak og snuppede fredag eftermiddag VM-titlen fra den forsvarende mester Viswanathan Anand i indiske Chennai.

Og den 22-årige nordmand er faktisk i færd med så meget mere.

Han revolutionerer skaksporten og fjerner det tunge lag af støv - oftest russisk, som har dækket det internationale skakbræt i årtier. Han giver sporten et nyt image.

Anand har siddet på tronen siden 2007, men det er ingen overraskelse, at Carlsen vandt VM. Han var klar forhåndsfavorit.

Mange stormestre er blevet knust af den unge nordmand. En af dem har sagt, at han faktisk stadig følte sig som Jordens bedste skakspiller med den begrundelse, at Carlsen kom fra en anden planet.

Det gør Carlsen ikke. Han kommer fra Tønsberg, træner mindre end de øvrige stormestre og har en dansk mentor i Peter Heine Nielsen.

Han voksede op med en skakspillende far, men lille Magnus var mere til fodbold.

Først da storesøsteren tog brikkerne til sig, sparkede han fodbolden ud over sidelinjen, satte sig ved brættet og satte først sin søster, siden sin far og alle sine jævnaldrende skakmat.

Undervejs åbnede han sin første skakbog - skrevet af den nu afdøde danske stormester Bent Larsen.

Forældrene tog ham ud af skolen i et år, så han som 12-årig kunne rejse og spille turneringer verden over. I en turnering i 2004 fik skakverdenen for alvor øjnene op for det norske vidunder.

13-årige Carlsen havde trukket den russiske skaklegende Garry Kasparov. Carlsen havde russeren på flugt gennem hele partiet, men teenageren kunne ikke gøre det af med sin 41-årige modstander, og partiet endte med remis.

Kasparov forlod bordet rødglødende. Carlsen tog på McDonalds.

I den netop afviklede VM-finale, hvor der blev spillet bedst af 12 partier, var Carlsen i front det meste af tiden.

Anand vandt ikke et eneste parti og løb konstant tør for muligheder. Fredagens 10. parti endte remis, og Carlsen vandt dermed samlet 6,5-3,5. Første mand til 6,5 point blev verdensmester.

Inderen måtte opgive at gøre den overjordiske nordmand menneskelig, og Carlsen kan fortsat nyde livet som skakkens svar på David Beckham.

Og man kan tilsyneladende godt lave fotosessioner med Hollywood-stjernen Liv Tyler, hænge ud med rapkongen Jay-Z og være reklamesøjle for et tøjfirma - og samtidig være verdens bedste med de sorte og hvide brikker.

/ritzau/