Norske eksperter: Rusland og Kina kan stå bag overvågning

Skrevet af admin

14/12/2014

Mest læste i dag

Ifølge Politiets efterretningstjeneste i Norge (PST) er det muligvis udenlandske efterretningstjenester, der i al hemmelighed har installeret udstyr flere steder i Oslo, som gør det muligt at overvåge al mobiltrafik.

Mens PST afholder sig fra at nævne konkrete lande, så taler eksperter om Kina og Rusland.

Placeringen af udstyret på bygninger tæt på Stortinget og ministerier tyder på, at fremmede magter står bag, mener Tore Tennøe, direktør i Teknologirådet.

- Tidligere var det USA, Kina og Rusland, som havde en sådan kapacitet, men nu er det jo åbent for alle, siger han til avisen VG.

Han mener, at det mest oplagte er at kigge i retning af Kina og Rusland, hvis det vitterligt er udenlandske efterretningstjenester, der står bag den ulovlige overvågning.

Det var avisen Aftenposten, som fredag afslørede, at der på mange bygninger i nærheden af Stortinget og ministerier var installeret elektronik, som ingen norske myndigheder kendte til.

Udstyret er i stand til at opsnappe for eksempel telefonsamtaler og tekstbeskeder samt kortlægge folks færden.

Tore Tennøe hæfter sig ved avisens oplysninger om, at der er tale om kostbart og meget avanceret teknologi, og at det er installeret tæt på det politiske magtcentrum.

- Det tyder på, at vi har at gøre med én eller flere ressourcestærke aktører. Ud fra det kan man slutte, at det drejer sig om en udenlandsk magt, siger han.

Overvågningen kan også være rettet mod det statslige selskab, som har ansvaret for at investere og forvalte Norges enorme olieindtægter.

- Oliefonden og Norge har så stor økonomisk magt, at man ikke kan udelukke, at økonomiske interesser står bag det, siger Tennøe.

En anden ekspert, forsker Karsten Friis fra Norges Institut for Internationale Studier (Nupi) siger til Aftenposten, at det vil være naturligt at rette blikket "østover" - mod Rusland og Kina, hvis det er stater, som står bag.

Benedicte Bjørnland, der er chef for efterretningstjenesten PST, oplyste lørdag eftermiddag, at det endnu er uvist, hvem der har installeret overvågningsudstyret. Hun tilføjer, at det både kan være private og statslige aktører.

/ritzau/NTB