Nu bliver eks-hærchefen Sisi indsat som præsident

Skrevet af admin

08/06/2014

Mest læste i dag

Den tidligere hærchef og store vinder af valget i Egypten, Abdel Fattah al-Sisi, bliver søndag taget i ed som præsident.

Sisi blev tirsdag bekræftet som landets nye præsident, da valgkommissionen slog fast, at han havde fået knap 97 procent af stemmerne ved præsidentvalget.

Der var aldrig nogen spænding om valgets resultat, hvor en storsejr var ventet, efter at Sisi de facto har været landets leder i næsten et år.

Sisi overtager formelt posten efter Adly Mansour, som har fungeret som præsident, siden den folkevalgte Mohamed Mursi blev væltet af posten af militæret - med netop Sisi i spidsen - 3. juli 2013.

Palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, er blandt gæsterne ved søndagens ceremoni, der går i gang klokken 9.30 dansk tid. Der kommer også medlemmer fra flere af kongehusene i Golfstaterne samt afrikanske statsledere.

Mange vestlige lande sender deres ambassadører til fejringen af Sisi, der har masser af opgaver at tage fat på i Egypten.

Han skal nu forsøge at genetablere sikkerheden og genoplive den skrantende økonomi i det uroplagede land.

- Nu er det tid til at arbejde, så vi kan skabe en bedre fremtid for Egypten og genskabe stabiliteten, sagde Abdel Fattah al-Sisi, da valgresultatet stod klart.

- Vi skal nu udfylde fremtiden med det, vi vil have ... Brød, frihed, menneskelig værdighed og social retfærdighed, fortsatte han i en tv-tale.

Abdel Fattah al-Sisis rival ved præsidentvalget 26.-28. maj, den venstreorienterede kandidat Hamdeen Sabahy, fik blot tre procent af stemmerne.

/ritzau/AFP