Nu er der næsten 200 kvinder i det britiske parlament

Skrevet af admin

09/05/2015

Dagens topnyheder

Kønsfordelingen i det britiske parlaments underhus er blevet lidt mindre skæv efter torsdagens valg.

Antallet af kvindelige parlamentsmedlemmer er øget med en tredjedel til 191 fra tidligere 147, skriver BBC.

Det er den største stigning siden valget i 1997. 20 af kvinderne blev valgt ind som kandidater for det skotske nationalistparti, SNP, der vandt 56 af de 59 kredse i Skotland. Partiet havde tidligere seks medlemmer, hvoraf en enkelt var kvinde.

Blandt de nyvalgte SNP-medlemmer er den 20-årige studerende Mhairi Black. Hun er det yngste medlem af parlamentet siden 1667.

Det Konservative Parti, anført af premierminister David Cameron, sikrede sig overraskende et flertal i parlamentet med 331 pladser mod før 303. Antallet af konservative kvinder er samtidig øget til 68 fra før 47.

Labour havde et dårligt valg og har nu blot 232 repræsentanter i Underhuset. Men partiets kvindelige kandidater gik frem og besætter nu 99 pladser mod før 87.

Til gengæld mistede samtlige syv af Liberaldemokraternes kvindelige medlemmer deres plads. Partiet gik tilbage fra 56 medlemmer til nu bare otte - alle mænd.

Underhuset i London er dog fortsat domineret af mænd. 459 af de 650 medlemmer, eller over 70 procent, er mænd.

Frem til slutningen af 1980'erne var andelen af kvinder i parlamentet under fem procent. Andelen af kvinder oversteg for første gang ti procent under den konservative premierminister Margaret Thatcher i 1987 ifølge BBC.

Den første kvinde til at blive valgt ind i Underhuset var Nancy Astor i 1919.

/ritzau/