Nu fyldes huset igen: Legendarisk tv-serie vender tilbage

Skrevet af Morten Larsen

03/04/2015

Dagens topnyheder

Meget tyder nu på, at komedieserien 'Hænderne Fulde' vender tilbage til tv-skærmen.

Ifølge flere amerikanske medier, herunder underholdningssiden People, så vil streamingtjenesten Netflix snart offentliggøre, at de har bestilt 13 nye episoder om den skøre familie fra San Francisco.

Familien Tanner har været gemt borte i tv-producenternes skuffer i flere årtier.

Det sidste afsnit af den populære tv-serie blev vist for 20 år siden på den amerikanske tv-kanal ABC, mens vi herhjemme har kunne følge komikeren Bob Sagets moralprædiken til sine tre døtre på TV Danmark og TV 3.

Rygterne på internettets mange nyhedssider går på, at man genopliver tv-familien under titlen 'Fuller House' – en direkte henvisning til seriens oprindelige navn, 'Full House'.

Omdrejningspunktet for de nye afsnit bliver eftersigende to bekendte ansigter, da skuespillerinderne Candace Cameron Bure og Andrea Barbe genoptager rollerne som yndlings-veninderne DJ Tanner og Kimmy.

Derudover bliver det til et gensyn med flere af de andre kendte personer fra tv-serien, der blev produceret fra 1987 til 1995.

Læs også: Kalder alle børn født i 80'erne: Fragglerne vender tilbage

På gæsterollelisten vil man højst sandsynligt også kunne finde John Stamos – ham, der spillede onkel Jesse, havde smart hår, en guitar og damerne i sin hule hånd.

Bob Saget selv – det komiske omdrejningspunkt i den originale serie – skulle også være klar på at genoptage rollen som Danny, der havde hænderne fulde i de oprindelige 192 afsnit.

Dog er det straks mere usikkert, om tvillingerne Mary-Kate og Ashley Olson ville genoptage rollen som Michelle.

De to tvillinger fik global succes i en meget tidlig alder, da de på skift udfyldte rollen som husets lille og charmerende pige.

'Hænderne Fulde' er langt fra den eneste serie, der i disse år genoplives af tv-branchen,hvor der også arbejdes på nye afsnit af blandt andet 'Strengt Fortroligt', 'Twin Peaks' og eftersigende også 'Fragglerne'.

Følg Dagens.dk for flere lignende artikler: