Nu igen: Højresvingende lastbil rammer cyklist

Skrevet af admin

19/08/2014

Mest læste i dag

En kvindelig cyklist i 50'erne blev tirsdag eftermiddag ramt af en højresvingende lastbil i København. Ulykken skete først på eftermiddagen i krydset Øster Søgade/Dag Hammarskjölds Allé.

- Lastbilen svinger til højre fra Østre Søgade ad Dag Hammarskjölds Allé, og af endnu ukendte grunde rammer den cyklisten, fortæller Jens Kristiansen, der er vagtchef hos Københavns Politi.

Mandag eftermiddag blev en kvinde på cykel dræbt af en højresvingende lastbil i et vejkryds i Ballerup, men så galt er det ikke gået tirsdag.

- Hun er blevet slæbt 15-20 meter under bilen og var i livsfare, men nu er hendes tilstand stabil, fortæller Jens Kristiansen.

Efter ulykken blev kvinden bragt til Rigshospitalets Traumecenter til behandling. Her er lægerne specialiseret i at håndtere for eksempel alvorlige trafikulykker.

Kvindens pårørende er ifølge Jens Kristiansen blevet underrettet.

En bilinspektør fra politiet arbejder på stedet for at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring årsagen til ulykken.

Flere kvinder end mænd er ofre i de såkaldte højresvingsulykker, hvor en cyklist typisk bliver fanget i den svingende lastbils blinde vinkel.

Pernille Ehlers, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik, har tidligere til tv2.dk fortalt om netop den skævhed:

- Mænd kører mere bil i storbyerne og har en bedre fornemmelse af trafikken - blandt andet med hensyn til udsynet fra bilerne. Samtidig kører de fleste kvinder forsigtigt og forventer, at de andre trafikanter også overholder reglerne og er ligeså årvågne. Det er desværre langt fra tilfældet, fortæller hun.

/ritzau/