Nu kan de ældste i industrien også blive forsikret

Skrevet af admin

01/05/2014

Dagens topnyheder

Nu er det slut med at diskriminere medarbejdere over 50 år i industrien, når det kommer til pension og forsikringer.

Det sker, når industriens funktionæroverenskomst træder i kraft torsdag.

- Det er et lille fornuftigt skridt i retningen af at gøre pensionsordningerne lidt mere retfærdige. Det, der er vigtigt for os, er, at alle vores medlemmer har adgang til samme pension og forsikringer som alle andre, siger formand for HK/Privat, Simon Tøgern.

Den ældre del af de ansatte har indtil nu risikeret at skulle afgive en helbredserklæring for at blive fuldt dækket af deres pension og forsikring. Nu er de automatisk fuldt dækket uden at skulle give oplysninger om deres helbred ligesom deres yngre kolleger.

- Der har været adskillige tusinder, som over årene har været ude for at miste nogle forsikringer. Det er ikke rimeligt i en tid, hvor alle bliver ældre og bliver længere på arbejdsmarkedet. Det har vi heldigvis sat en stopper for nu, siger Simon Tøgern.

Den nye aftale gælder dog kun ansatte, som er dækket af overenskomsten, og det ærgre Simon Tøgern.

- Ældre ansatte hos virksomheder, som er uden for overenskomsten, kan stadig risikere at komme ud for denne her slags diskrimination, siger Simon Tøgern

/ritzau/