Nu vælger afghanerne deres næste præsident

Skrevet af admin

14/06/2014

Dagens topnyheder

Lørdag går afghanerne til stemmeurnerne, når de endegyldigt skal vælge afløseren for Hamid Karzai på præsidentposten.

Karzai har siddet på den øverste politiske post, siden amerikanske tropper indledte en offensiv mod landet i efteråret 2001.

Først blev han valgt til at lede en overgangsregering, siden vandt han i 2004 landets første direkte præsidentvalg, og i 2009 blev han genvalgt. Landets forfatning afholder ham dog fra at blive valgt for tredje gang.

I stedet kan vælgerne stemme på den tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah eller den tidligere økonom i Verdensbanken og finansminister Ashraf Ghani. Begge stillede også op ved præsidentvalget for fem år siden.

Og netop de to klarede sig bedst igennem af i alt otte kandidater i første runde af præsidentvalget tilbage i april. Et valg, der med en deltagelse på over 50 procent og et fredeligt demokratisk forløb blev betegnet som en succes.

Forud for lørdagens valg har fredspiben dog fået en anden lyd.

Mindst seks mennesker blev således dræbt, da to bomber fredag i sidste uge eksploderede foran et hotel i den vestlige del af Afghanistans hovedstad, Kabul, hvor Abdullah Abdullah netop havde forladt et valgmøde.

Og Taliban-bevægelsen truer samtidig med flere angreb på valgsteder.

- Ved at afholde valg prøver amerikanerne at holde fat i sine håndlangere, der skal styre folket, skriver bevægelsen på sin hjemmeside med henvisning til, at de amerikanske tropper ellers er ved at forlade landet efter 13 år.

Lederen af den afghanske hærs operationer, general Afzal Aman, er dog mere urolig for hævnaktioner fra tilhængere af de seks kandidater, som tabte ved første runde af præsidentvalget.

- Men vi kan garantere, at de i så fald kommer til at fejle igen. Vi har gennemført aktioner over hele Afghanistan i de sidste to måneder for at gøre valget sikkert, siger han ifølge AFP.

Internationalt frygtes det, at et tæt valg kan føre beskyldninger om valgsvindel med sig, som det også skete i 2009. Her skadede beskyldninger forholdet mellem den afghanske regering og alle de nationer, der har støttet det nydemokratiske land økonomisk.

USA's ambassadør i Afghanistan, James Cunningham, opfordrer de to præsidentkandidater til selv at sørge for, at deres støtter ikke gør oprør mod valgresultatet, som vil blive annonceret 22. juli.

/ritzau/AFP