Ny 72 timer lang våbenhvile begynder tirsdag morgen i Gaza

Skrevet af admin

05/08/2014

Dagens topnyheder

Med Egyptens hjælp er det tilsyneladende lykkedes de stridende parter i Gaza-striben at blive enige om en 72 timer lang våbenhvile.

Selv om israelerne ikke var til stede i Kairo, hvor forhandlingerne blev ført, siger en israelsk talsmand til nyhedsbureauet Reuters, at man har accepteret våbenhvilen.

- Vi har indvilliget i at sætte det egyptiske initiativ i værk. Hvis våbenhvilen bliver opretholdt, er der intet behov for israelske styrker i Gaza, siger den anonyme talsmand.

Våbenhvilen træder efter planen i kraft tirsdag morgen klokken 8.00 lokal tid (7.00 dansk tid).

Azzam al-Ahmed, der er leder af den palæstinensiske delegation, siger til nyhedsbureauet AFP:

- Palæstinenserne har godkendt et forslag til en våbenhvile, som Egypten har fremsat.

Den palæstinensiske delegation skulle blandt andet også bestå af repræsentanter fra Hamas.

Egypten har lige siden konfliktens udbrud 8. juli forsøgt at mægle mellem de stridende parter og finde frem til en fredelig udgang.

I fredags nåede en lignende 72 timer lang våbenhvile, som USA og FN var med til at forhandle, ikke at gælde ret længe.

Få timer efter, at den var indgået, anklagede Israel Hamas for at have brudt den og ophævede den derfor øjeblikkeligt.

Den nye våbenhvile kommer på et tidspunkt, hvor mere end 1800 palæstinensere og 67 israelere er blevet dræbt i den fire uger lange konflikt.

Og nyheden indløber samme aften, som israelerne meddelte, at de har ødelagt de sidste af mange palæstinensiske tunneler, som fører fra Gaza ind i Israel.

Ifølge israelske medier skulle Israels beslutning om at indtræde i våbenhvilen være truffet via en række telefonopkald til medlemmerne af landets sikkerhedskabinet.

/ritzau/Reuters/AFP