Ny aftale om international rekruttering

Skrevet af admin

26/06/2014

Dagens topnyheder

Folketingets partier minus Enhedslisten nåede torsdag aften til enighed om en aftale, der skal skaffe kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Som led i aftalen lempes den såkaldte forskerskatteordning, ligesom udenlandske medarbejdere og deres familier eksempelvis kan få tildelt administrative CPR-numre, så de hurtigere kan få skattekort og oprette en lønkonto.

Desuden sættes der med aftalen ind over for den markante stigning af sager om ulovlig beskæftigelse gennem forhøjede bøder for arbejdsgivere, der overtræder reglerne.

- Jeg er rigtig glad for denne reform, der grundlæggende vil styrke vores virksomheder og deres muligheder for at hente de dygtigste medarbejdere til landet. Vi ved, at det også vil bidrage til vækst og danske arbejdspladser, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Kontrollen med virksomheder, der har udenlandske medarbejdere og studerende, bliver øget for at sikre, at virksomhederne overholder reglerne. Desuden bliver adgangen til stillinger, der ikke kræver et højt kvalifikationsniveau, begrænset.

Samtidig indebærer aftalen, at virksomheder i Danmark får mulighed for at benytte sig af en fast track-ordning, så de let og hurtigt kan rekruttere højtkvalificerede medarbejdere.

Enhedslisten var ene om at stemme mod aftalen.

- Det er i orden at gøre det nemmere for virksomhederne at rekruttere højt uddannet arbejdskraft, hvor der virkelig er mangel på eksperter. Men det er helt ude i hampen at lokke dem hertil med voldsomme skattelettelser. Det er en hån mod de arbejdsløse og langtidssyge, der i disse år må se deres indkomst blive skåret drastisk ned, siger partiets ordfører for indsats mod social dumping, Finn Sørensen.

/ritzau/