Ny dobbeltsejr til Mercedes i Bahrain

Mercedes ser allerede nu ud til at skulle dominere dette års Formel 1-sæson.

Den tyske bilproducent satte sig nøjagtigt som i Malaysia i sidste weekend igen på de to øverste pladser, da der søndag blev kørt grandprix i Bahrain.

Ingen kunne røre de to sølvfarvede biler, som kunne nøjes med at slås indbyrdes om sejren.

Der blev ikke taget nogen hensyn. Med risiko for at begge biler røg ud af løbet, blev der kørt hårdt til, men det lykkedes Lewis Hamilton at afværge en aggressiv Nico Rosberg, og dermed vandt briten sit andet grandprix i træk.

Således er de to biler endnu ikke sluttet dårligere end nummer to, når de har fuldført et løb i denne sæson.

Kevin Magnussens McLaren-team har samme motorer til rådighed som Mercedes, men har ikke fundet det optimale tekniske setup endnu.

Jenson Button blev tidligt ramt af en defekt på DRS-systemet og udgik bare én omgang før tid.

Kevin Magnussen kunne heller ikke fuldføre løbet, men måtte parkere bilen og forlade løbet med 15 omgange igen af de planlagte 57.

Danskeren fik ikke den bedste start og gled hurtigt nedad i stillingen fra sin udgangsposition som nummer otte, uden rigtigt at kunne yde modstand.

Noget tydede på, at hans bil led under en mekanisk defekt, og ifølge McLaren-teamet var det en defekt kobling, der var skyld i, at danskeren måtte strække våben undervejs.

Når man lige ser bort fra topkampen, var det et ganske afvekslende løb, hvor der blev overhalet på skift i kampen om de sekundære placeringer.

Et afgørende øjeblik opstod imidlertid, da Esteban Gutierrez stødte sammen med Romain Grosjean på omgang 42.

Det sendte en safety car på banen, og dermed blev alle bilerne samlet igen. Mercedes stak hurtigt af fra forfølgerne igen, og så satte Red Bull-bilerne et hårdt angreb ind.

Både verdensmester Sebastian Vettel og Daniel Ricciardo avancerede kraftigt mod slutningen.

Sidstnævnte, der startede på 13.-pladsen, var endda tæt på at nå podiet, men kunne ikke hente Sergio Perez fra Force India, der nappede tredjepladsen i løbet. Vettel blev nummer seks.

Nico Rosberg fører fortsat den samlede stilling. Han har 61 point, men er nu kun 11 point foran Hamilton, der udgik af sæsonens første løb.

Tredjepladsen besættes af Nico Hülkenberg fra Force India med 28 point.

Kevin Magnussen er nummer syv med 20 point, mens Jenson Button har 23 point på femtepladsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip