Ny dom giver revisorer våben mod millionkrav

Skrevet af admin

10/04/2015

Mest læste i dag

Kort før påske blev revisionsfirmaerne Ernst & Young og PWC i Højesteret frifundet i en mere end 12 år gammel sag om Memory Card Technologys kollaps i 2003.

Og den sag kan få stor betydning for revisorer i lignende sager, mener revisorbranchen, der vil bruge afgørelsen til at undgå at betale de millionkrav, revisionsfirmaer er blevet ramt af efter finanskrisen. Det skriver Børsen.

- Denne dom vil have en stor betydning for rigtig mange opgør i kølvandet på finanskrisen, siger Søren Bergenser fra Bergenser Advokatfirma til Børsen.

Han er selv advokat for revisorer i flere sager med store millionbeløb på spil.

I sagen om det hedengangne Memory Card Technology blev revisionsfirmaerne dømt til at betale 100 millioner kroner i erstatning, men blev altså frifundet i Højesteret.

I den nye afgørelse ligger den højeste retsinstans vægt på, at det ikke er nok, at revisorerne har begået grove fejl. Det skal også kunne bevises, at fejlene er direkte årsag til tab, hvis der er nogen, der skal have erstatning, skriver Børsen.

- Set fra branchens side er afgørelsen helt central, skriver administrerende direktør Charlotte Jepsen fra revisorernes brancheforening FSR i en skriftlig kommentar til Børsen.

/ritzau/