Ny miljøminister ind i uendelig saga om tysk dåsepant

En perlerække af danske miljøministre har troet, at nu var den her endelig: En løsning på problemet med de tusinder og atter tusinder af pantfrie øl- og sodavandsdåser fra Tyskland, der smides i skove og grøftekanter nord for grænsen.

Og alle har de med tidligere SF-miljøminister Ida Aukens ord "knækket nakken på pantsagen", som trods årelange forhandlinger med den tyske regering stadig er uløst.

Nu forsøger hendes afløser, Kirsten Brosbøl (S), sig også. Hun havde for nogle uger siden et møde med sin tyske kollega, Barbara Hendricks, om sagen.

- Jeg oplevede velvilje i forhold til, at vi skulle prøve at lande en model, som både Tyskland og Danmark kan leve med. Vores ministerier er nu gået i gang med endnu en dialogrunde, siger Kirsten Brosbøl til Ritzau.

- Jeg understregede, at det optager Danmark meget, og at vi vil presse på for en løsning. Hun sagde, at hun gerne snart ville kunne underskrive en aftale. Men der var ting, der skulle afklares, tilføjer miljøministeren.

Problemets kerne er, at skandinaver kan købe øl og sodavand ved den dansk-tyske grænse uden dåsepant - selv om både tyskere og danskere normalt betaler dåsepant i de hjemlige butikker. Mange tomme dåser havner i den danske natur.

Et af de udestående problemer er den tyske moms. Den skal i givet fald opkræves i Tyskland og tilbagebetales i Danmark. Der er også problemer med, hvem der skal modtage de mange tyske dåser.

Salget til skandinaver er angiveligt op mod 1,2 milliarder dåser årligt.

Så sent som i marts 2013 sagde kontorchef John Bæk Sørensen fra Miljøministeriet, at man var tæt på en aftale med Tyskland og de regionale myndigheder i Slesvig-Holsten og Mecklenburg-Vorpommern om pant på tyske dåser, der importeres til Danmark.

Men så kom blandt andet det tyske valg i vejen, og forhandlingerne begynder nu forfra.

- Vi har flere modeller i spil, men jeg tror, man skal være meget forsigtig med at love noget. Det er tilsyneladende en kompliceret sag, siger Kirsten Brosbøl.

/ritzau/

 

Dagens Gossip