Ny økologiaftale giver flere job i landdistrikterne

Skrevet af admin

21/04/2015

Dagens topnyheder

En ny aftale skal skabe mere natur, bedre miljø og klima samt job i landdistrikterne, og det glæder Økologisk Landsforening, Danmarks forening af økologisk landmænd, virksomheder og forbrugere.

Økologisk Landsforening roser aftalen, der er indgået mellem et flertal i Folketinget, for dens aktive brug af økologisk landbrug som redskab for bedre natur og grøn vækst i landområder.

Det giver nemlig mere økologi, lyder det fra foreningens formand, Per Kølster.

- Aftalen støtter de økologiske landmænd i at udvikle økologi og de økologiske gårde. Samtidig er det en invitation til, at flere lægger om til økologi, siger formanden i en pressemeddelelse.

Ifølge Per Kølster udnytter aftalen økologisk landbrug og de økologiske virksomheder til at skabe flere job og økonomisk liv i landområder og til at beskytte den danske natur og drikkevandsressourcer.

- Det vil give mere økologi i Danmark og flere danske økologiske varer til forbrugerne, som køber mere, end vi kan producere i øjeblikket, siger Per Kølster.

Blandt andet støtter aftalen investering i økologisk produktion med 170 millioner koner over tre år og 45 millioner kroner til udvikling af ny innovativ praksis i økologi.

- Aftalen giver os mulighed for at udvikle helt nye løsninger for dyrevelfærd, for mere natur på vores landbrug og for nye veje til omsorg for klimaet.

- Det kan være bedre hytter til kalve eller til smågrise i det fri, forbedring af jordens frugtbarhed eller nye muligheder for, at mad- og parkaffald kan blive ren økologisk gødning i markerne.

- Vi er slet ikke færdig med at udvikle økologisk landbrug til gavn for naturen, dyrene, klimaet og os alle sammen, siger Per Kølster.

I det samlede billede fordeler den politiske aftale knap fire milliarder inden for landbrugssektoren i perioden 2016 til 2018.

/ritzau/