Nyopereret FCM-anfører satser på kamp før jul

admin

467 uger siden

|

29/10/2015

Dagens topnyheder

Det var i en udekamp mod Hobro helt tilbage i foråret, at Kristian Bach Bak pådrog sig en skade i den ene storetå.

Skaden har i lange perioder sat FCM-anføreren skakmat, og på det seneste har han været helt ukampdygtig.

Seneste minutter fik han i 3-1-sejren ude over belgiske Club Brugge i Europa League-gruppespillet.

I denne uge har FCM-klublæge Jan Hede lavet et tilsyneladende vellykket indgreb, som i bedste fald sender anføreren i kamp, før han og holdkammeraterne går på juleferie.

- Jeg fjernede noget arvæv omkring den store nerve, der går fra foden og ud i storetåen. Det var rimeligt ukompliceret, og det så godt ud i foden, siger Jan Hede til klubbens hjemmeside.

Kristian Bach Bak er et par dage efter indgrebet optimistisk.

- Jeg må cykle, og i løbet af 14 dage regner jeg med, at jeg kan løbe igen. Indtil nu har jeg mærket noget, hver gang jeg tog et skridt.

- Jeg håber, det er væk, når jeg begynder at gå uden krykker igen, lyder det fra Kristian Bach Bak.

Går det hele som forventet, satser højrebacken på, at han kan være i kamp igen før jul.

- Bortset fra tåen, så har jeg det rigtig godt og har ikke været i bedre form længe, så det kunne være fedt at komme i kamp, før vi går på juleferie, lyder det fra den nyopererede klubkaptajn.

FCM spiller den sidste kamp 10. december hjemme mod Club Brugge i Europa League.

/ritzau/