Nyt udvalg gransker lånemuligheder til huse på landet

Skrevet af admin

25/03/2015

Dagens topnyheder

Flere landkommuner har brokket sig over, at realkreditinstitutterne gør det alt for vanskeligt at låne penge til dem, der gerne vil bo uden for de større byer.

Og de hævder, at den restriktive praksis er ødelæggende for de kommuner, der i forvejen har svært ved at skabe befolkningstilvækst.

Den påstand har erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) nu sat sig for at få afprøvet, og derfor har han nedsat et udvalg, der skal undersøge vilkårene for långivning i tyndt befolkede områder.

- Mulighederne for at få et realkredit- eller banklån har stor betydning for mange virksomheder og borgere i landdistrikterne.

- Derfor er det vigtigt, at vi får afdækket, om der er et problem med finansieringsmulighederne i landdistrikterne, siger erhvervs- og vækstministeren i en pressemeddelelse.

Udvalget har 17 medlemmer og har fået et kommissorium på otte punkter, som skal analyseres, herunder erfaringer fra andre lande og mulige alternativer til de eksisterende lånemuligheder.

Desuden skal udvalget komme med forslag til, hvordan man kan komme landdistrikterne i møde uden at svække tilliden til realkreditmodellen.

Udvalget skal være færdig med sit arbejde 31. august i år.

/ritzau/