Obama beder Rusland skifte kurs: Lokker med sanktionsløft

Skrevet af admin

24/09/2014

Mest læste i dag

USA's præsident, Barack Obama, siger, at USA vil hæve de økonomiske sanktioner mod Rusland, hvis landet vælger fred og diplomati med Ukraine.

Både USA og EU har indført sanktioner mod Rusland for landets rolle i konflikten i det østlige Ukraine, hvor prorussiske separatister opererer.

- Store nationer skal ikke have lov til at plage mindre nationer, siger Barack Obama onsdag under en tale til 120 stats- og regeringsledere i FN's Generalforsamling i New York.

- USA vil støtte Ukraine i dets vej mod politisk og økonomisk stabilitet. Hvis Rusland vælger vejen mod fred og diplomati, vil USA hæve sanktionerne, siger han videre.

EU's seneste sanktioner mod Rusland rammer blandt andre ledende medlemmer af det russiske parlament, som får indefrosset deres indeståender.

I alt er 24 navne føjet til listen over personer, og disse personer er samtidig forhindret i at rejse til EU-lande.

EU har tidligere tilbudt at fjerne sanktionerne igen, hvis våbenhvilen i Ukraine holder, og fredsprocessen holdes på sporet.

Prorussiske separatister har tidligere indgået en våbenhvile med regeringen i Ukraine, og begge parter har løbende frigivet fanger til modparten.

Den skrøbelige våbenhvile synes foreløbig at holde, som de spredte kampe i den østlige del af Ukraine er taget af i styrke.

Siden den 5. september, hvor våbenhvileaftalen blev underskrevet, er omkring 39 soldater og civile blevet dræbt.

EU's nyeste sanktioner har også ramt Ruslands største olieproducenter og operatører på olieledninger. Det drejer sig om Rosneft, Transneft og Gazprom Neft.

De vil i fremtiden ikke få mulighed for at dække deres finansieringsbehov gennem europæiske banker og finansvirksomheder.

Det er sanktioner, som ventes at ramme de russiske selskaber hårdt.

/ritzau/