Obama efter terror i Kenya: Jeg aflyser ikke besøg

Skrevet af admin

04/04/2015

Mest læste i dag

USA's præsident, Barack Obama, har fredag aften ringet til sin kenyanske kollega Uhuru Kenyatta for at kondolere efter angrebet mod universitet i Garissa, som i alt kostede 147 mennesker livet og sårede mindst 79 andre.

- Ord er ikke tilstrækkelige til at fordømme terrorhandlingerne på Garissa University College, hvor uskyldige mænd og kvinder brutalt blev slagtet, siger Obama i en udtalelse.

- Vi vil stå side om side med de kenyanske myndigheder og det kenyanske folk i kampen mod terrorisme, siger han videre.

Obama understreger samtidig, at han fortsat agter at gennemføre et planlagt besøg til Kenya til sommer. Obamas far var kenyansk, og præsidenten har flere gange besøgt landet. Seneste var dog tilbage i 2006, da han stadig var senator.

Angrebet på Garissa University College begyndte torsdag morgen og stod på i næsten 16 timer, før sikkerhedsstyrker igen havde kontrol over situationen.

Den ekstremistiske oprørsgruppe al-Shabaab har taget skylden for angrebet.

Det var også al-Shabaab, der i september 2013 angreb indkøbscentret Westgate i den kenyanske hovedstad, Nairobi, og dræbte 67 mennesker.

Målt i menneskeliv er torsdagens massakre på universitetet i Garissa det værste, Kenya har oplevet siden 1998, hvor den amerikanske ambassade blev mål for et bombeangreb, som al-Qaeda stod bag. Dengang blev 213 mennesker dræbt af en kraftig bombe skjult i en lastbil.

/ritzau/Reuters