Obama har sendt diplomatisk udspil til Putin

Skrevet af admin

28/03/2014

Mest læste i dag

Ruslands præsident Vladimir Putin har ringet til USA's præsident Barack Obama for at drøfte et amerikansk diplomatisk forslag om løsning af krisen i Ukraine, skriver Reuters.

Efter den timelange telefonsamtale mellem de to præsidenter siger talsmand for Det Hvide Hus Jay Carney:

- Præsident Obama foreslog, at Rusland kommer med et konkret skriftligt svar til det forslag, som den amerikanske udenrigsminister John Kerry har fremlagt for den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i Haag i denne uge.

Forslaget er udarbejdet efter konsultationer med Ukraine og EU. Talsmanden tilføjede, at Putin og Obama er enige om, at de to udenrigsministre, USA's John Kerry og Ruslands Sergej Lavrov, skal mødes for at diskutere næste skridt.

I et CBS-interview opfordrede Obama også Rusland til at afstå fra yderligere provokationer, og trække de russiske tropper tilbage fra Ukraine og stoppe den eskalerende krise.

Obama, der i øjeblikket er på besøg i Saudi-Arabien, har fortalt Putin, at USA "fortsætter med at støtte den diplomatiske vej" for at få løst krisen mellem Rusland og Ukraine.

Men ifølge talsmanden for Det Hvide Hus har Barack Obama også gjort det klart overfor Putin, at "det fortsat kun er muligt, hvis Rusland trækker sine tropper tilbage og ikke tager skridt til yderligere at overskride Ukraines territoriale integritet og suverænitet"

Samtidig siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, i New York, at den russiske præsident "ikke har nogen intentioner" om yderligere militære træk i Ukraine.

Det er ikke kun verdens ledere, der følger krisen mellem Rusland og Ukraine tæt. Kreditvurderingsinstituttet Moodys har også vendt blikket mod Rusland.

Konflikten med Ukraine har forværret den i forvejen urolige økonomi, og det går ud over væksten, der ventes at blive på en procent i 2014, mod forventet to procent før krisen.

/ritzau/Reuters