Obama møder Ukraines kommende præsident

Skrevet af admin

04/06/2014

Mest læste i dag

Præsident Barack Obama mødte onsdag den kommende præsident i Ukraine, Petro Porosjenko, og lovede ham USA's fulde støtte. Samtidig fordømte den amerikanske leder Rusland for "dets sorte taktik og aggression mod Ukraine."

- Vi vil aldrig godtage Ruslands besættelse af Krim-halvøen og krænkelserne af Ukraines suverænitet, siger Obama og tilføjer:

- Vores frie nationer vil stå samlet, så flere russiske provokationer kun vil betyde mere isolation og flere omkostninger for Rusland.

Obama fremhæver også, at Ukraine har truffet et "klogt valg" ved at vælge Porosjenko til præsidentposten.

Obama førte drøftelser med Porosjenko i Warszawa, hvor han har lovet øget amerikansk støtte til Øst-og Centraleuropa.

- Som allierede har vi en vigtig forpligtelse - en bindende traktatmæssig forpligtelse - til at forsvare vores territorielle integritet. Og det vil vi gøre.

- Polen vil aldrig stå alene. Estland vil aldrig stå alene. Letland vil aldrig stå alene. Litauen vil aldrig stå alene. Rumænien vil aldrig stå alene, understreger Obama og minder om, at der ikke findes nogen garanti for Europas frihed.

Den amerikanske leder har i Warszawa sagt, at Washington vil støtter sikkerheden i Østeuropa med en milliard dollar (omkring 5,5 milliard kroner) til flere amerikanske soldater og rokeringer af flådeenheder og fly til "nye allierede" i Østeuropa.

Udspillet fra Obama skal godkendes i Kongressen.

- Vores forpligtelser over for Polens sikkerhed ligesom sikkerheden for vores allierede i det centrale og østlige Europa er en hjørnesten i vores egen sikkerhed, og de er ukrænkelige, sagde den amerikanske præsident, da han kom til Polen mandag for at indlede en rundrejse i Europa.

Obamas besøg omfatter stop i Belgien ved G7-topmødet og i Frankrig, hvor han skal mødes med præsident François Hollande og deltage i ceremonierne på 70-års-dagen for D-dagen i Normandiet 6. juni.

/ritzau/AFP