Obama vil godkende en kortsigtet hævning af gældsloft

Skrevet af admin

12/10/2013

Dagens topnyheder

USA's præsident Barack Obama vil angiveligt underskrive en kortsigtet forhøjelse af landets gældsloft, hvis Kongressen laver en "ren" aftale uden en masse politiske betingelser. Det siger talsmand for Det Hvide Hus, Jay Carney, fredag.

- Er (en kortsigtet hævelse) stadig acceptabelt som et absolut minimum? Ja, siger Carney.

- Hvis Kongressen vil godkende et rent gældsloft af kort varighed for at undgå misligholdelse, vil præsidenten underskrive det, fortsætter han.

Wall Street reagerede prompte på talsmandens udmeldelser med stigende kurser.

Fredag mødtes ledende republikanere fra Repræsentanternes Hus endnu engang med præsident Barack Obama for at forsøge at finde en løsning på konflikten om USA's gæld og finanslov, der beskrives som "farcen i Washington" af det velansete økonomi- og samfundsmagasin The Economist.

Amerikanerne skal finde en løsning på gældsloft-krisen inden 17. oktober. Her rammer landets gæld nemlig det loft, der er fastsat ved lov.

Findes der ikke en fælles løsning om at hæve gældsloftet, så vil USA gå teknisk bankerot og blive ude af stand til at betale alle sine regninger, og det kan få uoverskuelige konsekvenser for verdensøkonomien.

Det offentlige USA har været delvist lukket ned i 10 dage på grund af striden mellem demokrater og republikanere om en finanslov.

Republikanerne kontrollerer Repræsentanternes Hus, hvor de stærkt højreorienterede Tea Party-tilhængere vil have stoppet eller i hvert fald udsat præsidentens omstridte sundhedsreform.

/ritzau/