Forside Nyheder Obama vil støtte Østeuropa med en milliard dollar

Obama vil støtte Østeuropa med en milliard dollar

Obama vil støtte Østeuropa med en milliard dollar

Lige nu læser andre

USA’s præsident, Barack Obama, landede tirsdag i Polen, hvor han ved sin ankomst erklærede, at USA’s forpligtelser over for Østeuropa under krisen i Ukraine er “ukrænkelige.”

Den amerikanske leder lægger op til, at Washington støtter sikkerheden i Østeuropa med en milliard dollar (omkring 5,5 milliard kroner) til flere amerikanske soldater og rokeringer af flådeenheder og fly til “nye allierede” i Østeuropa.

Udspillet fra Obama skal godkendes i Kongressen.

– Vores forpligtelser over for Polens sikkerhed ligesom sikkerheden for vores allierede i det centrale og østlige Europa er en hjørnesten i vores egen sikkerhed, og de er ukrænkelige, siger Obama.

Læs også

Den amerikanske præsident indleder i Warszawa en rundrejse, der også omfatter stop i Belgien ved G7-topmødet og i Frankrig, hvor han skal mødes med præsident François Hollande og deltage i ceremonierne på 70-års-dagen for D-dagen i Normandiet 6. juni.

G7 består af verdens syv førende industrinationer – USA, Canada, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien. G7 har ellers de senere år været forvandlet til G8, fordi Rusland også plejer at deltage i møderne.

Men på grund af Ruslands fremfærd i Ukraine har de syv lande boykottet og dermed fået aflyst et planlagt G8-topmøde i Sotji og i stedet lavet det om til et G7-møde i Bruxelles.

Obama, der talte i en hangar i lufthavnen i den polske hovedstad, understreger, at USA og Nato allierede har øget støtten til Polens sikkerhed under Ukraine-krisen, og han bebuder nu flere ressourcer til østeuropæerne.

Obama er i Polen 25 år efter, at der blev afholdt et valg, hvor polakkerne for første gang frit kunne besætte en række af pladserne i parlamentet.

Valget kom, efter at den frie fagbevægelse Solidaritet i årevis havde kæmpet mod det kommunistiske regime, og valget var Polens første skridt mod demokrati.

Nogle måneder senere fulgte den øvrige del af østblokken med, og i efteråret 1989 faldt Berlinmuren og kommunismen.

/ritzau/AFP

Læs også

Ads by MGDK