Observatører afvist med advarselsskud på Krim

Skrevet af admin

08/03/2014

Mest læste i dag

Der blev affyret advarselsskud, da observatører igen lørdag - for tredje dag i træk - blev afvist ved grænsen til Krim-halvøen.

Det oplyser en OSCE-kilde ifølge nyhedsbureauet AFP.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) meddelte lørdag, at man ville forsøge at få adgang til halvøen to dage efter, at observatørerne var blevet afvist ved grænsen.

En kilde beskriver overfor AFP, hvordan flere skud blev affyret op i luften, da en konvoj med observatørernes busser nærmede sig en kontrolpost bemandet med prorussiske styrker.

Observatørmissionen er ubevæbnet, og forsvarsminister Nicolai Wammen (S) tager lørdag skarp afstand fra de hindringer, der blev lagt for observatørerne.

- Jeg fordømmer, at der er blevet affyret varselsskud, så OSCE gruppen i dag er blevet forhindret i at gennemføre sit arbejde.

- Der er tale om en alvorlig og helt uacceptabel optrapning, og jeg opfordrer på det kraftigste alle parter på Krim om at bidrage til, at observatørerne sikkert og effektivt kan udføre deres vigtige opgave, siger han i en skriftlig kommentar.

Der er 54 deltagere på missionen fra 29 forskellige lande. Danmark deltager med to officerer.

Missionen, der menes at vare indtil 12. marts, har til formål at skabe et overblik over, hvad der foregår i det konfliktfyldte område. Ifølge ukrainske grænsevagter befinder der sig nu 30.000 russiske soldater på halvøen.

Rusland fastholder, at der kun er russiske soldater på basen i havnebyen Sevastopol, der siden Sovjetunionens opløsning i 1991 efter aftale med Ukraine har været hjemsted for den russiske sortehavsflåde.

Krims parlament stemte torsdag for en løsrivelse fra Ukraine for i stedet at slutte sig til Rusland. Parlamentet besluttede, at spørgsmålet lægges ud til folkeafstemning 16. marts.

/ritzau/AFP