Observatorium: 11 børn dræbt i syrisk luftangreb

Skrevet af admin

26/10/2014

Dagens topnyheder

Mindst 25 civile, heriblandt 11 børn, skal være blevet dræbt af et luftangreb udført af det syriske styre. Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Luftangrebene er angiveligt foretaget af det syriske flyvevåben sent lørdag aften hen over to oprørskontrollerede områder.

Den britisk-baserede observationsgruppe, som fra London indsamler oplysninger om krigens gang, fortæller, at 16 familiemedlemmer var blandt de 18, som blev dræbt i byen Talbisseh i det nordvestlige Syrien. Heriblandt 10 børn og tre kvinder.

Også i det oprørskontrollerede område Waer-distriktet udenfor Homs gennemførte det syriske flyvevåben et luftangreb lørdag aften. Angrebet dræbte syv personer, og ifølge observatørgruppen var et af dem et barn.

Oplysninger om ofrene for borgerkrigen er svære at verificere på grund af situationen i Syrien.

/ritzau/AFP