Odense Kommune styrker nu det fælles fynske arbejde for vækst ved at flytte omkring fire millioner kroner fra sin erhvervs- og aktivitetspulje til Udvikling Fyn, så Fyn og Odense fremover kan tiltrække endnu flere og større events.
Hvis Fyn fremover skal huse flere store stævner, events og arrangementer, skal de fynske kommuner i højere grad end i dag skyde penge og øvrige investeringer i en fælles pulje. Derfor har et flertal i økonomiudvalget i Odense Kommune besluttet at overflytte knap 4 fire millioner kroner fra byens hidtidige Erhvervs- og aktivitetspulje til Udvikling Fyn.
- Vi skal have tiltrukket flere og større events, og det er svært at gøre hver for sig. Samtidig ser vi en strategisk fordel i at samle kompetencerne ét sted, så vi kan arbejde mere langsigtet, siger Odenses borgmester Anker Boye (S).
Med midlerne fra Odense Kommune til Udvikling Fyn fordobles den fælles fynske erhvervs- og turismeorganisations pulje af såkaldt frie midler fra fire til otte millioner kroner i 2013. Men står det til Anker Boye, skal puljen vokse yderligere i de kommende år.
- Det koster mange penge, hvis Fyn og Odense skal blive i stand til at udvikle og tiltrække kvalitetsevents og internationale arrangementer, som både kan aktivere borgerne på Fyn, tiltrække gæster og turister, styrke mediernes interesse for Fyn og styrke brandingen af øen, siger Anker Boye.
I Udvikling Fyn ser man frem til, at summen af de frie midler bliver øget.