Økonomer dumper Løkkes håndværkerfradrag

Skrevet af admin

04/05/2015

Dagens topnyheder

En lang række økonomer vender tommelfingrene nedad til det håndværkerfradrag, som Venstre med partiformand Lars Løkke Rasmussen i spidsen kræver genindført, hvis han skal være statsminister efter et valg.

Det viser en rundspørge, som Ritzau har lavet blandt nogle af landets førende økonomer.

28 af de i alt 38 medvirkende økonomer i Ritzaus panel mener ikke, at håndværkerfradraget er "en samfundsøkonomisk god idé". Seks økonomer har den modsatte holdning, mens fire er i tvivl.

Blandt kritikerne af håndværkerfradraget er cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven:

- Dansk økonomi er i forvejen allerede på vej ind i et opsving, og derfor er det bestemt ikke oplagt, at der er brug for sådan et initiativ her. Vi mener ikke, at det er specielt oplagt, at byggesektoren skal have særordninger i forhold til andre dele af økonomien, siger han.

- Det her relativt dyre forslag virker i bedste fald overflødigt, men i værste fald kan det gøre mere skade end gavn, fordi det kan skabe mangel på arbejdskraft i visse dele af byggesektoren, siger Jacob Graven.

Venstre fik for nylig en samlet blå bloks grønne lys til at genindføre skattefradraget for udført håndværker-arbejde frem til 2018, hvis magten skifter ved næste valg.

Både de Konservative og Dansk Folkeparti støtter håndværkerfradraget, mens Liberal Alliance tåler det mod at få politiske indrømmelser på andre områder.

Blandt argumenterne er, at fradraget vil sikre flere arbejdspladser, men det giver cheføkonom i Dansk Industri, Klaus Rasmussen, ikke meget for.

- Beskæftigelsen er steget ganske kraftigt inden for bygge- og anlægsbranchen, så hvis det er et forsøg på at holde hånden under beskæftigelsen, så virker det ikke særlig velbegrundet, pointerer han.

Han revser også fradraget for at skævvride forbruget.

- Det er maksimal forvridning. Det er forbrugerne selv, der skal finde ud af, hvad de vil bruge deres penge på. Det behøver de ikke det offentliges hjælp til.

Lars Løkke Rasmussen har lovet, at håndværkerfradraget vil blive indført med tilbagevirkende kraft med virkning fra 1. januar i år, hvis han vinder valget senere på året.

/ritzau/