Officielt: FCK henter Cornelius hjem

Skrevet af admin

01/02/2014

Dagens topnyheder

Sommerskiftet fra FC København til Cardiff blev aldrig den store succes for Andreas Cornelius, og her et halvt år efter vender han hjem til løverne.

Det skriver FC København i en pressemeddelelse.

Cornelius tiltræder øjeblikkeligt på en femårig kontrakt. Købssummen er ikke oplyst, men der er formentlig tale om en væsentligt billigere pris på danskeren, end det FCK solgte ham for tilbage i juli.

FC Københavns sportsdirektør, Carsten V. Jensen, glæder sig til gensynet med den blonde angriber.

- Corners (Cornelius. red.) kvaliteter kan ingen så tvivl om, og tabet af ham i sommer var forventeligt mærkbart for vores offensive power. Siden har vi ledt efter en afløser, og ingen kan vel tage bedre over for Cornelius end ham selv.

- Derfor er det en fantastisk mulighed, vi har fået nu, hvor vi kan købe ham hjem til Parken igen, og vi glæder os meget til at have ham tilbage i front, siger Carsten V. Jensen.

Den 20-årige bomber, der får trøje nummer 11 i FCK, er også meget glad for skiftet.

- Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var her jeg skulle hen, når nu situationen var, som den var i Cardiff. Jeg har ikke noget grimt at sige om klubben eller nogen i den derovre, men jeg skal spille fodbold.

- Jeg ser det ikke som et skridt tilbage at komme til den største klub i Norden. Jeg føler, der er mange ting, jeg ikke har opnået med FC København endnu, og jeg vil helt vildt gerne være en del af det, der bliver bygget op i FCK lige nu, siger Cornelius.

Andreas Cornelius fik et komet-gennembrud i Superligaen i efteråret 2012, hvor den 193 centimeter høje angriber nettede 14 gange i 20 kampe.

I foråret 2013 scorede Cornelius blandt andet i landsholdets VM-kvalifikationskamp på udebane mod Tjekkiet, lige som angriberen blev noteret for yderligere fire mål i Superligaen.

Angriberens seneste superligamål faldt i april 2013, hvor han scorede sejrsmålet i FCK's 3-2-sejr over FC Nordsjælland, som mere eller mindre sikrede københavnerne det danske mesterskab.

/ritzau/