Officielt: Politiet får 150 millioner i kamp mod terror

Skrevet af admin

21/04/2015

Mest læste i dag

Folketingets Finansudvalg har vedtaget regeringens ønske om at tilføre i alt 150 millioner kroner til politiet for øget terrorbekæmpelse og sikring af jødiske bygninger, oplyser Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, til Ritzau.

- Alle partier stemmer for, lyder det fra Jesper Petersen, der sidder i finansudvalget.

Det sker efter en lang række udsættelser af afstemningen om antiterror-aktstykke, og fordi den borgerlige opposition selv havde fremsat et forslag om, at regeringen droppede sit aktstykke og tilførte politiet flere midler.

Men nu siger de borgerlige god for aktstykket, som tilfører politiet 130 millioner kroner til øget terrorbekæmpelse - hvoraf politiets reserver selv finansierer de 50 millioner kroner - samt yderligere 20 millioner kroner til mere sikring af jødiske bygninger.

Pengene tilføres som direkte konsekvens af terrorangrebet i København 14.-15. februar, hvor den formodede gerningsmand Omar El-Hussein dræbte to mennesker, inden han selv blev skudt af politiet og døde.

Trine Bramsen, retsordfører for Socialdemokraterne, revser de borgerlige partier - især Venstre - for, at det har taget så lang tid at få lukket sagen.

- Det har været en besynderlig proces, hvor de borgerlige partier nu alligevel har valgt at støtte det her aktstykke. Jeg er uforstående over for, at vi skulle så mange behandlinger igennem i Folketinget, hvor de borgerlige foreslog at trække aktstykket.

- Tiden er bare gået og politiet kunne for længst have fået de penge. Det er penge, som politiet har efterspurgt, fordi de har behov for pengene. Det er at drive gæk med vores politi, at Venstre har trukket den så længe, siger hun til Ritzau.

Tidligere tirsdag sagde Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, at partiet alligevel ville stemme for aktstykket.

- Når Enhedslisten og SF støtter regeringen, så kan vi ikke gøre så meget andet, sagde han og svarede følgende på spørgsmålet om, hvorfor processen skulle tage så lang tid:

- Fordi regeringen forsøger at bilde befolkningen ind, at man samler regningen op for terrorangrebet og den øgede bevogtning, og at det ikke kommer til at gå ud over andre vigtige opgaver, at man skal lave denne her øgede indsats.

/ritzau/